Hold typer


Prøvetimer Blid yoga


I samarbejde med Gigtskolen afholder vi i august måned prøvetimer på hold i dagtimerne med Blid yoga. Mandag den 19. kl. 9:30 og 14:30 og tirsdag den 20. kl. 9:45. Du tilmelder dig ved at sende en mail til : info@yogabaghuset.dk

Sommerhold i august måned


I august måned har vi ligesom tidligere år "åbne" yoga klasser. Dvs. du behøver ikke at være tilmeldt et fast hold i Yogabaghuset for at deltage. Holdene er åbne for alle som har lyst til yoga, og er interesseret i at prøve yoga i baghuset. Du finder oversigten over de åbne yoga klasser ved at klikke på "skema". Tilmelding er nødvendig, da vi kun har 10 pladser på alle hold. Pris: 100 kr. pr. klasse. Du tilmelder dig ved at sende en mail til: info@yogabaghuset.dk

Restorative yoga


Denne yogaform kaldes også "Yoga i hvile". I restorative yoga får du lov til at hvile i stillingerne i alt fra 10-30 minutter. Kroppen understøttes af yogapuder, tæpper og klodser, så muskler, sener og led kan slappe af og give slip. Øvelserne er blide og udføres i et langsomt tempo, så både krop og sind inviteres til at tage en pause, en timeout, fra hverdagens forskellige gøremål. Restorative yoga er en god måde at drage omsorg for sig selv, og herigennem få mere overskud og energi i hverdagen. Når sansningen og kropsbevidstheden øges, bliver vi bedre til at kunne reagere på egne behov, forebygge stress, uro, spændinger – og passe bedre på os selv. Der undervises i Restorative yoga på workshops i Yogabaghuset - se under "Kurser" for at finde næste dato.

Yin yoga


Yin yoga er en rolig og meditativ yogaform som med udgangspunkt i lange, passive stræk stimulere kroppens led, knogler og organer og strækker bindevævet blidt. Samtidig løsnes fysiske såvel som psykisk betingede spændinger og nervesystemet beroliges. Stillingerne er primært siddende og liggende af 2-5 minutters varighed og suppleres med mindfulness og et roligt åndedræt som skaber ro og nærvær i sindet. I yin yoga vil vi ofte starte med en kort meditation og slutte med afspænding. Timen kan også indeholde åndedrætsøvelser og bindevævsmassage med bolde/foamroller. Yin yoga er for alle - også dig som har fysiske begrænsninger og derfor brug for ekstra hensyn.

Yin-Restore


Yin-Restorative yoga. På workshops undervises i en kombination mellem disse to yogaformer. Vi starter med meditation og åndedrætsøvelser. Herefter undervises i en yin sekvens, hvor temaet vil variere fra gang til gang. I den sidste halvdel undervises i restorative yoga, hvor der er fokus på hvile, restitution og ro. Workshoppens varighed er på tre timer.

Blid hatha yoga


Blid hatha yoga er hold som er oprettet i samarbejde med Gigtskolen. Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte yogaelev - og der er max. 8 elever på disse hold. Undervisningen er en blanding af blide stræk og styrkende øvelser. Der vil også indgå venepumpeøvelser, små flow, balanceøvelser, åndedræts øvelser, afspænding mm. i timerne. Du vil opleve at få individuel vejledning i løbet af de 90. minutter timen varer. Tilmelding til disse hold skal ske gennem Gigtskolen.

Hatha yoga - for alle


På holdet "Hatha yoga - for alle" tager undervisningen udgangspunkt i den klassiske hatha yoga. Du vil opleve at blive ført igennem små flow, klassiske yogastillinger, åndedrætsøvelser - og nogle gange vil der være et bestemt tema i undervisningen. samtlige lærere på "Hatha yoga - for alle" har taget den to årige yogalærer uddannelse hos Dansk Yoga og har mere end 850 timers uddannelse bag sig. De er uddannet til at differentiere deres undervisning dvs. alle kan deltage på disse hold, uanset yogaerfaring.